Tilmeld dig nu


Er du allerede tilmeldt og ønsker at ændre din profil, så klik her.
 

Interview om Netværkssikkerhed

Jes Hvoldal Nielsen er Technical Quality Manager ved SAP Danmark. Han har deltaget i fagpakken Netværkssikkerhed september 2015 – april 2016.

 

Hvorfor valgte du fagpakken Netværkssikkerhed?

”Jeg er uddannet datalog og arbejder i dag som Technical Quality Manager hos SAP Danmark, der leverer virksomhedssoftware. Jeg har derfor en naturlig interesse for hele it-sikkerhedsspørgsmålet, og derfor valgte jeg fagpakken om Netværkssikkerhed.

Med fagpakken har mit ønske været at blive fagligt udfordret og samtidig få lov til at gå i dybden med et aktuelt og spændende felt, som netværkssikkerhed er. Blandt andet den sikkerhedsmæssige udfordring, som virksomheder og offentlige institutioner står overfor som følge af, at deres it-løsninger bliver mere og mere tilgængelige, synes jeg er interessant.”

 

Hvordan har du brugt din viden fra fagpakken i dit arbejde?

”Jeg har netop afsluttet fagpakken, og jeg har derfor ikke nået at benytte min nye viden om netværkssikkerhed så meget endnu.


Jeg er dog sikker på, at det jeg har lært om, hvordan man kan forstå, identificere og forebygge trusler imod ens netværk, vil komme mig til stor gavn fremover. Som Technical Quality Manager er mit ansvar at varetage vores supportaftaler, både undervejs og når et projekt er i drift. Efter jeg har taget fagpakken, føler jeg mig helt sikkert bedre rustet til at rådgive vores kunder og svare på spørgsmål af it-sikkerhedsmæssig karakter.”

 

Hvad har været dit største udbytte af fagpakken?

”Fagpakken har både givet mig en dyb og bred viden om netværkssikkerhed. Vi har blandt andet været omkring juridiske og etiske spørgsmål, brug af Machine Learning til analyse af netværkstrafik og fået præsenteret forskellige værktøjer til trafikanalyse samt værktøjer, som hackere benytter sig af.

 

For mig var det også meget lærerigt at diskutere, hvad symptomerne er på hacking, og hvor meget der skal til, før man har en alvorlig situation. Hvis man ikke beskæftiger sig professionelt med hacking, ved man ikke, hvordan man skal forebygge angreb, eller stoppe dem, når skaden er sket.

I forbindelse med vores hacker-diskussion indeholdt undervisningen også et såkaldt Hacker Space. Her fik vi i grupper mulighed for at afprøve både forsvars- og angrebsstrategier i praksis i et lukket miljø, som underviseren havde opsat til formålet. Hacker Space- undervisningen foregik sammen med dagsstuderende på Datalogi, og det endte med at blive en rigtig lærerig seance for alle parter.”

 

Hvordan var det at være studerende på fagpakken?

”Det var et rigtigt interessant forløb, hvor der var plads til både fordybelse, hands on og faglige diskussioner. Et stort plus ved fagpakken er, at den strækker sig over en længere periode. Modsat et 2-dages kursus, indeholder et masterfag en helt anden faglig tyngde på grund af fagets længde, og det er givtigt. Jeg blev virkelig grebet af undervisningens indhold, og jeg endte nok med at bruge mere tid på fagpakken, end der stod, man skulle påregne, men det var fordi, det var så spændende.”

 

Læs mere om fagpakken Netværkssikkerhed.

 

Interview april 2016.

 


It-vest - samarbejdende universiteter · Åbogade 15 · 8200 Aarhus N · tlf. 7027 6850 · it-vest(at)it-vest.dk · www.it-vest.dk

Cookie- og privatlivspolitik