Tilmeld dig nu


Er du allerede tilmeldt og ønsker at ændre din profil, så klik her.
 

Hånd i hånd på efteruddannelsen

Af Britta Ank Pedersen, It-vest - samarbejdende universiteter

Ægtepar fra Alken har kørt parløb om familieliv og universitetsuddannelse.

Hvad gør man, når man gerne vil have mere uddannelse, men også har job og familie at passe? Man tager ægtefællen med og gør videreuddannelse til en fælles oplevelse.

Det var, hvad Morten og Bettina Lundgaard Hansen fra Alken ved Skanderborg aftalte med hinanden i 2011, og nu er de begge blevet færdige fra Aarhus Universitet som Master i it på linjen i Organisation.

I mellemtiden er deres tvillinger lige fyldt 14 år og lillesøster bliver snart 12, men Morten og Bettina synes ikke, hverken de eller børnene har lidt afsavn, selv om forældrene har brugt en del af deres fritid på at læse på universitetet.

"Der er ingen tvivl om, at der er ting, vi har skruet ned for, men vi har prioriteret at have et familieliv, har kørt pigerne til fodbold og så videre, som vi plejer", fortæller Morten, der også holdt fast i sit tillidshverv som formand for skolebestyrelsen i Bjedstrup Skole, da han begyndte at læse.

"Vores børn har lært, at det at læse lektier er helt naturligt. Jeg kommer ikke fra en akademisk familie, men har været vant til at læse, og vi har nogle børn, der læser enormt meget. De har set os læse lektier, og det kan du jo godt sidde og gøre i stuen, selv om der foregår andre ting", siger Bettina.

I stedet for kro-ophold
Hun og Morten har sammensat deres uddannelse til Master i it af fag fra både Aalborg Universitet og Aarhus Universitet, og de har hele vejen igennem valgt de samme fag på samme tidspunkt. Undervisningen har typisk ligget som seminarer fredag-lørdag 4-6 gange pr. halvår.

"For os var det en måde at gøre noget sammen på. Når vi var af sted var det jo en slags forældreweekender. I stedet for at tage på kro-ophold", fortæller Bettina.

"Vi har fået meget Morten-og-Bettina-tid ud af det. Jeg synes kun, det har været fordele ved at gøre det sammen. Vi har kunnet diskutere de teorier, vi har lært sammen. Og hvis nullermanden ligger og brøler henne i hjørnet, så ved vi godt hvorfor. Så er det, fordi vi prioriterer noget andet lige nu, og det er vi enige om", siger Morten.

Han mener også, det har været en fordel, at uddannelsen er bygget op omkring seminarer frem for et forløb, hvor man skal møde til undervisning en eller flere aftner hver uge og læse lektier derimellem.

"Det har betydet, at vi har haft nogle nedslagspunkter omkring seminarerne og selv har kunnet tilrettelægge vores tid derimellem. Det har gjort det nemmere at planlægge familien ind i det", fortæller han.

Livslang uddannelse
Uddannelsen til Master i it er taget, mens Bettina har passet sit job som chefkonsulent ved KMD i Aarhus, og Morten har været først CIO ved Finanssektorens Uddannelsescenter og siden februar 2014 afdelingschef for Regional IT ved Region Syddanmark.

Oprindeligt er de begge uddannet som datamatikere, men hver for sig har de også tidligere taget mere uddannelse. Bettina har uddannet sig til merkonom og har taget en erhvervsdiplom-overbygning i projektledelse. Morten har også uddannet sig til merkonom og har taget diverse andre kursusforløb i forbindelse med sit arbejde blandt andet hos TDC.

Alligevel mente de begge, at det var på tide at opkvalificere sig yderligere, og denne gang ville de gøre det sammen.

"Jeg har mindst 20 år tilbage på arbejdsmarkedet, og jeg vil gerne holde min markedsværdi. Jeg gik efter noget andet end et værktøjskursus, og det har været en milepæl at blive Master i it. Vi har arbejdet med helt ny teori, og vi har lært en videnskabelig måde at tænke på og en ny måde at løse udfordringer på, som er spot on i forhold til det arbejde, jeg har nu", fortæller Morten."

"Hvis du vil have et job med udfordringer, er du nødt til at videreuddanne dig. Uddannelsen til Master i it er meget praksisnær, og jeg har oplevet at kunne være på studiet og samtidig forberede et møde med en kunde dagen efter, hvor jeg direkte kunne bruge det, jeg havde læst", fortæller Bettina.

Med mastertitlen i hus er uddannelsesknappen lige nu trykket på pause.

"Men ikke på stop", understreger Bettina.

 

Denne artikel er skrevet til Ugebladet Skanderborg, juni 2015


It-vest - samarbejdende universiteter · Åbogade 15 · 8200 Aarhus N · tlf. 7027 6850 · it-vest(at)it-vest.dk · www.it-vest.dk

Cookie- og privatlivspolitik