Bliv klogere på det næste udbud af fagpakker på organisationslinjen
Ønsker du at styrke din evne til at udnytte data på et strategisk plan, bl.a. i forhold til beslutningstagning, strategiplanlægning og forretningsdesign?
Eller mangler du viden og kompetencer til at analysere, beskrive og forstå din organisations informationssikkerhedsløsninger?
Eller måske ønsker du redskaber til at forstå, hvad der foregår i og omkring et it-projekt, og herunder blive rustet til at håndtere både tekniske og organisatoriske udfordringer, bl.a. i forhold til contract management?
Hvis du kan nikke ja til et af de ovennævnte kompetenceområder, så start med at tilmelde dig dette online informationsmøde på master i it, der vil foregå mandag 19. oktober fra kl. 14:00-15:00.
På mødet kan du høre om de tre fagpakker, der bliver udbudt i foråret 2027 på linjen i organisation, og herunder møde fagenes primære undervisere, som du også vil få mulighed for at stille spørgsmål til undervejs.
Program for informationsmødet:
- Kort præsentation af master i it v. Bettina Lundgaard, udviklingschef, It-vest
- Præsentation af Adfærd og awareness ved lektor Mette Skov, Aalborg Universitet.
- Præsentation af It-projektledelse ved professor Jan Stentoft, Syddansk Universitet.
- Præsentation af Datadrevet ledelse ved lektor Bjarne Schlichter, Aarhus Universitet.
Tilmelding
Du kan tilmelde dig informationsmødet via dette link. Mødet vil foregå via Zoom. Du får tilsendt et tilmeldingslink et par dage inden mødet.
Ansøgningsfrister:
Ansøgningsfrist til Datadrevet ledelse er 1. november 2026.
Ansøgningsfrist til Adfærd og awareness og It-projektledelse er 1. december 2026.
Informationssikkerhed
Fagpakken Adfærd og awareness udbydes under specialiseringen i informationssikkerhed. Læser du denne fagpakke, kan du således vælge at lade faget indgå som en del af en samlet specialisering inden for informationssikkerhed.
Om master i it
Masteruddannelsen i it henvender sig til medarbejdere i private og offentlige virksomheder, der beskæftiger sig med it. Uddannelsen er erhvervsrettet og udbyder en bred vifte af fag. Vores mål er, at du skal få viden og kompetencer til at gøre det, du gør, bedre, og til at kaste dig over nye it-relaterede opgaver.
Masteruddannelsen i it udbydes af Syddansk Universitet, Aalborg Universitet og Aarhus Universitet via It-vest-samarbejdet.
Se den samlede liste over fagpakker på linjen i organisation.